Disclaimer: Intet i denne blog skal betragtes som finansiel rådgivning. Telenor aktien kan ændre værdi umiddelbart efter publicering – med eller uden varsel. Du er på egen hånd. Foretag ikke beslutninger omkring investering i Telenor aktien udelukkende baseret på denne blog. Ligeledes kan jeg ikke garantere 100% for informationerne – som er skrevet privat – uden Telenor involvering – og således uden ansvar. Jeg rammer tit ved siden af “skiven” 🙂
Velkommen til den årlige analyse af ESP-programmet. Vi starter med det overordnede syn inkl. gonzo betragtningen (gonzo = sarkastisk skrivemåde uden fuld objektivitet).
Er igen meget taknemmelig kommet igennem vinteren uden at blive smittet med kighoste, RS, rhino, mycoplasma, lungebetændelse, abekopper OG ikke mindst corona. Var dog kortvarigt i tvivl om sidstnævnte, fordi ved juletid kunne man læse i den danske “dagspresse”, at der var fundet en corona variant JN.1 med nye alvorlige symptomer – ondt i maven eller diarre. Vi havde en del luft i maven imellem jul og nytår, men blev enige om, at det nok skyldtes for meget lakridskonfekt, så vi burde være ufarlige på den også. I USA blev JN.1 iøvrigt beskrevet med andre nye alvorlige symptomer – søvnløshed eller angst. Det siger lidt om, hvor meget nonsens, vi bliver fyldt med, hvilket flere og flere heldigvis også får øjnene op for. Jeg skriver om C19, indtil den sidste minkavler har fået erstatning, så det bliver nok desværre en rum tid endnu 😊
På trods af det – stort tak til Sygdomsstyrelsens alter ego det Nyroyale National Socialdemokratiske Folkesundhedsparti for endnu en vinter i frihedens tegn. Mht. det nyroyale, så er der ikke meget at skrive om Formand Maomette’s nytårstale. Den blev overskygget af Dronning Margrethe’s abdikation og efterfølgende overdragelse til Kong Frederik, hvor MF brillierede med en tale, der var dobbelt så lang som Kong Frederiks. Det eneste, der manglede, var en selfie; ikke en pæn måde at behandle en rødøjet og udmattet Frederik, der lige var kommet hjem fra besøg hos en moden mexikansk sexbombe 👀
Udover ovenstående inkl. ny variant X som “trusler” mod den overordnede makroøkonomi vil det i 2024 være den geopolitiske situation med Kina/Rusland/Ukraine/Mellemøsten, der kan være black swan hændelser – og dermed detonator for markant P/E (PriceEarning) nedregulering af Telenor aktiekursen – hvis du tænker – hvad har ovenstående med Telenor at gøre? 😏
Videre til retailinvestoren Mor Aase. Hun var hos os juleaften, hvor vi besluttede os for at indlede juleaften med en søndagsbar. Vi drak således Southern Comfort inden den traditionelle flæskesteg og rødvin. Efter Southern og rødvin var hun tæt på at være i samme euforiske stemning som beskrevet i ESP2021 Q2 Update, dvs. udtrykte, at det var en sand fornøjelse at kigge på aktierne hver eneste dag – specielt Novo Nordisk. Det fik mig til at tænke, at vi nok igen var nær en aktietop, men telefonkald til hende i forrige uge, hvor hun havde fået et fornyet 15-17% gonk nedad i Mærsk aktierne, forsikrede mig om, at toppen endnu ikke er der – mere om det under makromarkedet!
Således gonzo beriget med de vigtigste makro og geopolitiske risici videre til den faktuelle ESP2024 del.
Opsummeret i kort udgave: ESP2024 har cyklisk sandsynlighed for bonus, men vi er dog startet dårligt ud. Var derfor en tur tilbage i historien. ESP2016 startede med et lignende dyk for Telenor i februar-marts, men vi endte med 3:1 bonus, så historisk har vi naturligvis stadig lotteri chancen. Aktiekursudviklingen vil fortsat være volatil pga. kampen mellem soft landing og recession. Engangs- eller kvartalskøb vil være meget afhængige af denne kamp. Hvis man i 2024 tror på soft landing, skal det være engangskøb, hvis man tror på recession, skal det være kvartalskøb. Øvrige indikatorer giver engangskøb fordel, så det er konklusionen.
Har du travlt – kan du således blot stoppe med at læse nu 😉
Bonussituationen
Vi fik overraskende bonus på ESP2022 med det mirakuløse drop af EURNOK konverteringen. Dette giver nedenstående tabel 1 oversigt over bonustildelingen. Ser fortsat et sinusmønster, hvor vi ser ud til at være gået ind i de 3 gode år med bonus:

Tabel 1: Oversigt over ESP bonusresultater fra 2010-2022
Dette bekræftes dog ikke længere af ESP2024 bonuskurven nedenfor, som efter en god start er gået i negativ og dermed p.t. ingen bonus, men der er lang vej igen, så det kan vi ikke p.t. bruge til ret meget.

Figur 1: Status på bonussituationen for ESP2023 og 2024 (klik/tryk for stor figur)
Fortsat 1:3 bonus på ESP2023 programmet, så det ser lovende ud. Det vil overraske mig rigtig meget, hvis ikke minimum 1:1 bonus er hjemme på det program.
Makromarkedet – nu i boom fasen
Citat af baseball spilleren Yogi Berra: “When you come to a fork in the road – take it” Makromarkedet er splittet mellem soft landing og recession, dvs. er fortsat bipolar med reference til Yogi’s citat. Alle veje fører til Rom, det er blot et spørgsmål om tiden, det tager. Jeg har været for tidligt i recessionslejren for USA, men korrekt for EU+DK+GB (som er erklæret i recession i dag). Har dog derudover altid haft jobmarkedet angivet som manglende indikator for USA, så lad os kigge på det i figur 2 nedenfor:

Figur 2: USA Employment Situation (klik/tryk for stor figur)
Jobmarkedet er nu i boom fasen med mindre end 2% YoY jobvækst. Vi må se, hvad 2024 bringer, men ellers kan boomfasen være af meget varierende varighed. I sidste ekspansion var den lang (3½ år), men husk – der var ingen inflation.
TOP-5 modellen i figur 3 har på sin vis i denne cyklus fejlet for første gang i og med, at makromarkedet overvandt svagheden i industriel produktion, byggeansøgninger og anmodning om arbejdsløshedsunderstøttelse, hvilket kan ses i figur 3 som comeback fra recessionssignal midt 2023. Årsagen er sikkert, at intet har været, som det plejer efter corona nedlukningen. Der skal således ved lejlighed arbejdes med denne model.

Figur 3: TOP-5 USA Recession Indicator (klik for stor figur)
Figur 4 IRS Recession Warning Model viser fortsat markant recessionsrisiko. Det er den længste inverteringsperiode symboliseret ved varigheden af de røde kolonner, men også denne model viser, at recessionen ikke helt er der endnu. Rentekurverne skal være stigende over nullinjen – se de tidligere tilfælde af recession.

Figur 4: IRS Recession Warning Model (klik for stor figur)
Vi kan således opsummere på basis af ovenstående kurver:
- Figur 2: Jobvæksten YoY skal være > 2% = IKKE OK 🔻 (mildt negativt signal)
- Figur 3: TOP-5 Business Cycle Index over den grønne advarsellinje = OK 🟢
- Figur 4: IRS RECESSION Warning Model = IKKE OK 🔴
Status: Vi er i boom fasen. Aktiemarkedet vil påbegynde korrektion i Q1, hvorefter soft landing eller recessionsscenariet afgør, om der er fornyet opgang, eller vi er længerevarende på vej ned. Ovenstående makromodeller advarer om recession, men der er ikke signal fra alle endnu, hvorfor det sikkert bliver en korrektion efterfulgt af fornyet opgang. Telenor er allerede korrigeret meget ned, så aktiemarked korrektion, vil sikkert ikke have så stor effekt på Telenor i år. Recession er en anden sag med større impakt, men indtil videre regner vi med, at det ikke er den næste hændelse.
Inflationsituationen
Inflationen er som forventet på vej op igen – dog ikke til den tidligere top. Hvis vi ikke får recession, så vil vi nu være i en verden, hvor inflationen konstant giver et opadgående pres. Dette er således ikke drømmescenariet, for realkredit låntagere konverteret fra fast rente til variabel, som ønsker at komme retur i lav fast rente – de skal paradoksalt nok håbe på recessionen.

Figur 5: Inflation i USA og DK (klik for stor figur)
Valutakurssituationen
NOKDKK har dannet en bund W-formation. Mit bud er derfor opgang i 2024 jf. nedenstående figur 6. Dette vil være dårligt for kvartalskøbet.

Figur 6: NOKDKK udviklingen (klik for stor figur)
Telenor Analyse/Økonomi
Telenor er kommet OK fra start i 2024 pga. aftagende inflation og forstærket efter Q42023 regnskabet som var godkendt på revenue, men skuffede med en engangsafskrivning på True Corporation i Thailand, som således gav EPS = -5,59 NOK mod forventet plus på 1,14 NOK. Det ser dog ud til, at dette var indiskonteret og/eller markedet kiggede igennem det som en one-off.
Telenor handler normalt med en P/E værdi på 15-20. Vi er p.t. i den lave ende omkring 12, så på den måde er Telenor undervurderet.
Det generelle analytiker korps har target omkring 130 NOK, dvs. ca. 12% upside – og således igen bekræftelse af undervurdering af markedet. Dette passer med det tekniske slutmål i figur 7 nedenfor.
Figur 7 viser således teknisk bud på aktiekursudviklingen i 2024-2025 – kort fortalt – opadgående trekantformation i 2024; denne formation plejer at slutte med et opadgående breakout (under forudsætning af ingen recession).

Figur 7: Bud på Telenor aktiekursudviklingen i 2024-2025 (klik for stor figur)
Konklusion
Konklusion på køb af Telenor aktien er, at aktiekursværdien er attraktiv i det nuværende leje omkring kurs 115 (det skrev jeg også sidste år - Telenor er en slags aktieobligation :-). Aktiekursen er p.t. vurderet til at være undervurderet med P/E = 11,6. Ligeledes udbetaler Telenor et attraktivt udbytte på 9,5 NOK i 2024 og dermed ca. 8,3% udbytteprocent. Så overordnet set kan Telenor p.t. betragtes som en relativt kedelig bonus lotteri investering med dividende.
Så er der afgørelsen af engangs- eller kvartalskøb. Kortfattet kan det opsummeres således:
- Makrosituationen: Engangskøb/kvartalskøb ligeværdige - afhænger af recession/soft landing i 2024
- Telenor teknisk formation: Engangskøb/kvartalskøb ca. ligeværdige med præference for engangskøb
- Udbytte/dividende: Engangskøb
- Valutakurs teknisk formation: Engangskøb
Min vurdering er derfor, at engangskøb er præferencen i år. Recession kan være enkeltstående faktor til at ændre dette. Bonus er et lotteri (forstærket af den seneste pludselige ændring af konditionerne :), så hvis du har råd, skal du altid købe 4%. Personligt vælger jeg på trods af engangskøb anbefalingen at købe 4% kvartalsvis for selv at modtage købsdata og rapportere på disse til de kommende nyhedsbreve.
When you come to a fork in the road – take it. Soft landing eller recession – er dit valg. En ting ved vi – intet vokser helt op i skyerne – der er Telenor dog slet ikke 😊
Rigtig god fornøjelse med programmet – kommer retur efter 2. kvartalskøb i maj måned.
Happy Trading!
”In theory there is no difference between theory and practice. In practice there is.
“The future ain’t what it used to be”
“You can observe a lot by watching”
Af Yogi Berra