Opdatering på ESP Bonus – oktober 2024
ESP2023 = 3:1 bonus (37,7%)
ESP2024 = Ingen bonus (-2,4%)
Fortsat suveræn ESP2023 3:1 bonus og tæt på 1:1 bonus for ESP2024 programmet

–
Disclaimer: Foretag ikke beslutninger omkring investering i Telenor aktien udelukkende baseret på denne blog – som er skrevet privat – uden Telenor involvering – og således uden ansvar.
Indledning
Velkommen til endnu en omgang skriblerier omkring ESP2024.
Til nye medlemmer af denne gruppe vil jeg starte med at byde velkommen samt understrege, at jeg gennem mange år har fortsat den danske tradition for sarkastisk humor ved at starte med et relativt kort “gonzo” afsnit, hvor jeg forsøger at linke national- og geopolitiske hændelser til evt. makroøkonomiske trusler, der således også kan have en omend noget mere søgt påvirkning på investeringen i Telenor. Gonzo er betegnelsen for en sarkastisk skrivemæssig stilart, der ikke altid er objektiv – derfor disclaimeren ovenfor. Dejligt fortsat at kunne ytre sig humoristisk frit – efter C19 har jeg tit været i tvivl 😊.
Lad os derfor tage endnu en gang gonzo stil. Har haft en dejlig sommerferie i Italien og Monaco og tilmed undgået at blive smittet med den nye coronavariant BA.2.86, fugleinfluenza H5N1, Zika, MPOX (tidl. abekopper) og gud ske tak og lov er den nyere blå tungeslasker sygdom fortsat heller ikke sprunget på mig (selvom jeg klapper køerne i Østerådalen på min tur til job). Håber også, at I er sluppet fri – det er nogle kradsbørstige fætre – specielt H5N1, der ifølge Sygdomsstyrelsen og statsautoriseret epidemiolog Lone Simonsen fra Roskilde Universitetscenter har potentiale til en total nedlukning og dermed en fornyet nedsmeltning af aktiemarkederne.
Videre til MF og det surrealistiske pressemøde, hvor hun i ny stil med udslået hår – en kombination af en bundesliga- og italiensk dario frisure – ved godt, at min frisure heller ikke er noget at råbe hurra for – proklamerede, at SVM var en mærkelig regering. ENIG – anført af den mærkeligste statsminister, så det er nok årsagen! Derudover er mit bud, at det udslåede hår er en banal strategisk begyndende bejlen til hendes maskuline modpart i et parti med kraftig fremgang på ventrefløjen. Godt, at eliten indså, at MF ikke var egnet til posten som generalsekretær for NATO. Hvis det var sket, var jeg ikke et sekund i tvivl om, at vi var tættere på noget dramatisk på østfronten, og Telenor potentielt i kurs 5-10 NOK – for et omend søgt link til makroøkonomien.
For at undgå beskyldelse om at være sexistisk, så er Lars “rørt brik skal flyttes” Uløkke og det meste af Moderaterne heller ikke til at regne med!
Vi slutter gonzo afsnittet af med en hurtig status fra valueinvestoren Mor Aase. Hun har besluttet at sælge Lundbeck og Porsche (de tyske bilproducenter lider) samt tage overkrydder krymlen (10%) af Rheinmetal. Derudover sidder hun i venteposition på det nyligt startede MPOX vaccine boom i Bavarian Nordic og er klar til at skyde den af, hvis den skulle gå over kurs 300.
Så bliver det rent faktuelt med et kig på Telenor, makroøkonomien og inflation.
Først et kig på den seneste udvikling i Telenor sammenlignet med bud på udviklingen i analysen. Telenor har som forventet begyndt det opadgående break-out af trekantformationen. Dette viser styrke og samtidig også, at engangskøb var det rette valg i år.

Figur 1: Telenor aktiekursudviklingen 2006-2024
Engangs- eller kvartalskøb status
Engangskøberne er som forventet foran med 6,7% inkl. dividende effekt (3,6% ekskl. dividende effekt).

Figur 2: Resultat af “kampen” mellem engangs- & kvartalskøbere
Bonussituationen
Vi står fortsat til 3:1 bonus på ESP2023 programmet. Vi er 36% foran SXKGR for program 2023 og -2% under SXKGR for program 2024 og dermed ingen bonus, men det er tæt.

Figur 3: Bonussituation – ESP2023 & 2024
Makromarkedet
Der er endnu ikke recession i USA, men medierne har fået øjnene mere op for risikoen, og i den ene Millionærklubben podcast efter den anden, er økonomerne nu også mere i tvivl. Det samme gør sig gældende i de amerikanske makroøkonomi medier, jeg følger. Mine modeller viser fortsat også, at risikoen er stigende, men der er ikke et klart recessionssignal endnu. Lad os kigge på dem enkeltvis og summere op afslutningsvis.
Jobskabelsestallene er fortsat faldende mod 1% linjen. Dette er typisk for en makroøkonomi i boom fasen, men bemærk også at fald gradienten er aftagende, dvs. vi ser endnu ikke noget kollaps i jobskabelsen, men der er svaghed.

Figur 4: Beskæftigelsessituationen i USA
Videre til TOP-6 kurven, som fortsat er i ekspansionsområdet lige over advarselslinjen, dvs. heller ikke noget sikkert recessionssignal fra den model.

Figur 5: TOP-6 USA Recession Indicator
IRS modellen “varsler” fortsat recession, men det har den gjort længe – faktisk den længste periode i historien (længden af den røde markering længst til højre i figur 6). Som anført tidligere er det, når rentekurverne de-inverterer, at faren for recession stiger. Dette har rentekurverne for ganske nylig påbegyndt (zoom ind på kurven nedenfor), men vi har ikke alle kurverne med endnu.

Figur 6: IRS Recession Warning Model
Konklusion: Vi er nu i horisontal længerevarende periode med megen volatilitet aktiekursmæssigt på indeksniveau, dvs. indeks vil falde og stige markant uden nogen særlig overordnet fremgang. Denne fase er indledt i april i år og signalerer indtil videre soft landing med et forøget tilt mod recession – med geopolitik- og sundhedsmæssige hændelser som de helt uforudsigelige “jokere”.
Inflationsituationen
US headline inflation er faldet til nu 2,6%, men core inflation (uden energi og fødevarer) er steget til 3,3% (kerneinflation er ikke vist på figur 7). Målet er 2%. Derfor tror jeg, at det kun bliver 0,25%-point, FED sænker renten i næste uge. DK inflation nu stabil på 1,4% indenfor målområdet og dermed carte blance til, at Nationalbanken fortsat kan følge ECB’s rentesænkninger.

Figur 7: Inflation CPI (Consumer Price Index) i USA og DK
Valutakurssituationen
NOKDKK fortsat svag uden det forventede opadgående break-out.

Figur 8: NOKDKK valutakursudvikling
Telenor Økonomi
Flot Q2-24 DK regnskab med EBITDA% p.t. i mål på 30% som 12 måneders løbende gennemsnit – let’s have a party – Sigve – du kan godt komme på besøg med EBITDA vækst europamester pokalen 🏆😊

Figur 9: Telenor DK KPI
Der var højst overraskende ingen kommentarer om Danmark fra hverken Sigve, fungerende CFO Kasper Kaarbø eller analytikerne i Q2-2024 regnskabsaflæggelsen – så betragt i stedet med tilfredshed ovenstående kurve – den taler for sig selv!
Omkring Nordic havde Sigve naturligvis denne kommentar om Jørgen Rostrup:
- Then coming back to the Nordics, as you know, June was marked by the tragic passing of Jørgen Rostrup, our leader of the Nordic business area. I miss him deeply, but in Jørgen’s spirit, we continue to focus on business.
Æret være hans minde….
Konklusion
Aktiemarkedet er fortsat i boom fasen med forøget volatilitet. Der er ikke tydeligt recessionssignal, så med mindre, man går meget med livrem og seler, er der ikke grund til at gå helt ud. Personligt er jeg dog steppet langsomt ud med min pension, som nu er 85% i en blanding af kontant og obligationer og kun 15% aktier. Mht. aktieportioner i frie midler har jeg taget overkrydderen (50%) af de portioner, der er steget mest. Telenor sælger jeg fortsat ikke på nuværende tidspunkt – følger MSE Sell Strategi med salg i step i opadgående trend ved STDMAX og STDMAXx2 – du kan fortsat se mine salg i figur 10 nedenfor.

Figur 10: TEL x NOKDKK kursudvikling
Tror jeg, at recessionen i USA kommer i den nærmeste fremtid (nu til 1-2 år frem)? Ja – der har de seneste 30 år ikke været en makrocyklus, hvor der efter start af rentesænkninger ikke kommer en recession. FED foretager den første rentesænkning i næste uge, men ingen grund til panik med det samme, og der er naturligvis også en chance for, at markedet har forandret sig så markant, at det er en “new normal”, og dermed ingen recession eller måske en meget kortvarig recession.
Anbefalinger mht. evt. salg af Telenor aktier (understreger, at du naturligvis skal træffe din egen beslutning):
- Den kortsigtede: Sælg i step i den opadgående trend. Den opadgående trend er afsluttet. Fortsat ikke et godt tidspunkt, og Telenor hænger med næbbet lige over STDMIN i figur 10.
- Den langsigtede: Fortsat nødt til holde fast og indstille sig på en længere investeringshorisont.
Så – for begge strategier – endnu ikke et godt salgstidspunkt/pris/værdi.
Kommer retur med ny update efter kvartalskøbet i november 👍
Happy Trading!
“Rule No. 1: Never lose money. Rule No. 2: Never forget Rule No.1”
“Risk comes from not knowing what you’re doing”
Warren Buffet – amerikansk investor